Denne vinter har “Jul i Valhal” nærmest kørt på repeat herhjemme. Pigerne har simpelthen slugt den hele tre gange, og er på den måde blevet interesseret i Nordisk Mytologi, noget jeg også selv fandt spændende, da jeg var barn.
Derfor ville glæden ingen ende tage, da denne smukke bog landede hos os.
“Fenris flytter til Valhalla” handler om Ulvedrengen Fenris, som sammen med sin far, Loke opdager en ny verden, da de flytter til Valhalla.
Sammen drager de over regnbuen Bifrost, og står med et foran de mægtige porte ved Valhalla.
Det kræver lidt overtalelse at få Heimdal til at lukke Fenris og Loke ind, men da det lykkes finder Fenris hurtigt en ny veninde. Hun hedder Trud og er datter af Thor, og så er hun brølstærk og vild. Lige en legekammerat for Fenris.
Fenris og Truds vilde leg får dem dog næsten bragt i problemer, da livet her er meget anderledes end det, Fenris er vant til, heldigvis får han ryddet op i det rod, han får skabt og vigtigst af alt, så har han fået en ny ven.
Denne bog er første bog i serien om Fenris og Trud, og der er allerede planlagt 3 mere.
Forfatter @cecilia_north_writer er selvsagt inspireret af Den Nordiske mytologi, men også af hende egne vilde børn.
Faktisk er Fenrisulven et symbol på vildskab og kaos, som i barndommen både er uskyldig og fuld af glæde!
Trud minder så meget om min yngste datter Ella, som er fuldstændig sin egen. Rødt hår, fuld af gå på mod, selvtillid som ingen anden og en evne til at lege med både drenge og piger. Netop Ella elskede også denne historie, og genkendte mange af guderne vi mødte undervejs. -Om hun også genkendte sig selv er mere uvist, men hun var i hvert fald vild med Trud og bogen generelt.
Udover at give børnene lyst til at lære mere om den nordiske mytologi, så fortæller bogen også en fin historie i historien ved at sætte fokus på barndommens ubekymrede leg, venskaber og det at stå ved sig selv, også selvom man måske ikke er som alle andre. Ydermere er bogen fyldt med de skønne farver og illustrationer, som bare gør læseoplevelsen endnu bedre. Hvis I også er interesserede i Nordisk mytologi og elsker en god fortælling, så læs endelig med. Vi vil klart anbefale bogen.